FLEMMINGS ÆGGEPANDEKAGE MED PESTO

Tid: 10 minutter.

Slå æggene ud i en lille skål, og tilsæt en god tsk. rød pesto. Pisk æg og pesto sammen.

Varm en lille pande op med meget lidt smør, til det bruser. Hæld æggemassen på panden, og steg den ved jævn varme. Vend pandekagen efter et par minutter. Krydr pandekagen med salt og peber.

Tip!

Server pandekagen sammen med røget laks, salat og lidt purløg. Hvis du har kylling, bøffer eller andet tilovers fra aftenen før, kan du også spise det til. Eller snittede rå grøntsager.

 

Ingredienser (1 person):

2 æg

1 tsk. rød pesto

Lidt smør

Salt

Peber

2 skiver røget laks

1 håndfuld blandet salat

Purløg

JULLES SPEJLÆG MED RUGBRØD, TUN, MAYO OG CHILI

Tid: 10 minutter.

Smelt smørret på panden. Slå æggene ud, og steg spejlæggene, til hviderne er stive.

Snit salaten. Top med tun, sød chilisauce og mayonnaise, og spis det enten på brød med spejlæg på toppen eller med brød og æg ved siden af.

Spis med en rød peberfrugt til som snack.

 

Ingredienser (1 person):

Lidt smør til stegning

3 æg

1-2 icebergsalatblade

1/2 dåse tun i vand

1-2 spsk. sød chilisauce

Lidt mayonnaise

1-2 skiver rugbrød

 

Tilbehør

1/2 rød peberfrugt, skåret i skiver

LINDYS RYD-KØLESKABET-OMELET

Tid: Når du har gjort grøntsager og kød klar, tager det kun 5-7 minutter. Det kan man sagtens nå, før man skal på arbejde.

Varm olien op på panden og kom paprika eller andet krydderi i olien, og steg grønsager og kød eller fisk i 2-3 minutter – ikke for længe.

Tag det hele af og læg det på en tallerken, og hæld mere olie på panden. Tag de 3 æg (4 æg om onsdagen, fordi det er onsdag!), rør dem sammen i en skål og kom salt og peber i. Og op på panden med det. Lad det stå i 1 minut, så bunden er fast. Smid grønsagerne og kødet på igen. Lad det stå 2-3 minutter mere ved middelvarme.

Hvis man gør det sådan – så kan man skrabe omeletten af panden, så den står som en pizza – det har jeg selv fundet på!

 

Ingredienser (1 person):

Olie til panden

Paprika, mexicansk grillkrydderi– eller hvad man synes

3 æg

Salt og friskkværnet peber

Grønsager og kød, enten fra aftensmaden dagen før eller skinke- eller kyllingetern

SØRENS KÅL'M'LET 

Tid: Det tager 15-17 minutter at stege hvidkålen – samme tid, som det tager kaffen at rende igennem kaffemaskinen. Og 10 minutter at stege omeletten.

Steg kålen i en klat smør på en pande i 15-17 minutter ved mellemvarme, eller til den er mør. Det er op til en selv, om kålen skal være smattet ud, eller der skal være knas i.

Pisk æggene sammen, krydr med salt og peber og evt. lidt karry eller safran, og hæld æggene over kålen i panden. Læg låg på, skru ned for varmen, og steg omeletten færdig, dvs. til den har sat sig.

Hæld evt. lidt sød chilisovs eller sojasovs over omeletten – eller begge dele, hvis det er en af de dage – og spis den med frisk agurk og tomat.

 

Ingredienser (1 person)

Smør til stegning

2 håndfulde fintsnittet hvidkål

2-3 æg

Salt og friskkværnet peber

Evt. lidt karry eller safran

Evt. lidt sød chilisovs eller sojasovs

Agurk og tomat i små terninger til servering

Mangler du mere inspiration, så få fat i de Rigtige Mænds kogebøger.

Dér finder du nemlig masser af herrego' mad til rigtige mænd!