BURGER MED SYLTEDE RØDLØG OG RODFRUGTFRITTER
Tid: Hele molevitten tager 1 time.
Form kødet til fire bøffer. Giv dem et skud salt og peber, og grill dem, til de er brune. Grill baconskiverne.
Skræl og skær rodfrugterne i stave. Vend dem i olie. Drys dem med salt og peber, og kom dem i en bradepande. Bag dem i ca. 25 minutter ved 225 grader.
Snit salat, rødløg og syltede agurker.
Lav en dressing af cremefraiche, ketchup og citronsaft.
Saml burgerne, og server dem med rodfrugtfritter.
Ingredienser (4 personer):
4 grovburgerboller
500 g hakket oksekød
Bacon af god kvalitet, i skiver
Salat
Syltede agurker i skiver
Rødløg (eventuelt syltede rødløg)
Dressing
2 dl cremefraiche
3 spsk. ketchup
1/2 tsk. citronsaft
Rodfrugtfritter
350 g gulerødder
350 g pastinak
1/2 dl olivenolie
Salt og peber
Julles grøntsagsroulade
Tid: 40 minutter.
Skær porren i tynde skiver og rødløg og peberfrugt i små tern, og kom det hele i en stor skål. Riv kartoflerne og gulerødderne groft, og kom det i skålen til de andre grøntsager. Pisk æggene let, kom krydderier i skålen, og bland godt med hele molevitten. Hæld blandingen i en bradepande beklædt med bagepapir. Bag æggepandekagen i ovnen i 35-40 minutter ved 200 grader.
Steg imens kyllingestrimlerne på panden, og krydr dem eventuelt med lidt ekstra paprika og karry.
Tag bradepanden ud af ovnen, og lad pandekagen køle af.
Smør et lag flødeost ud over pandekagen, læg kyllingestykkerne oven på, og rul pandekagen til en roulade.
Ingredienser (4 personer):
1 porre
1/2 rødløg
1 rød peberfrugt
2 kartofler
2-3 gulerødder
3-4 æg
1-2 tsk. karry
1 tsk. paprika
Fyld
3-400 g kyllingebryst, skåret i tynde strimler
Flødeost, evt. Philadelphia naturel, til at smøre på pandekagen
SØRENS KÅL & KØD
Tid: 25 minutter – reel arbejdstid 12 1/2 minut.
Svits det hakkede kød i lidt olie, til det er halvt færdigt. Tilsæt hvidkål, hvidløg og krydderier, og lad det hele stege, indtil kålen har den ønskede konsistens.
Ingredienser (1 smed):
500 g hakket kød, enten kalv/flæsk eller oksekød
Lidt olie
2 smedenæver fintsnittet hvidkål
2 fed hvidløg, i fine skiver
Lidt røget paprika
Lidt knust chili
Sojasovs
Salt og friskkværnet peber
JONAS' KLUNKEGRYDE
Tid: En lille time + 30 minutter i køleskab.
Rør alle ingredienserne til kødbollerne sammen, evt. med en elpisker. Lad farsen hvile i køleskab i 30 minutter, inden du koger bollerne.
Sæt en pænt stor gryde over med vand og lidt salt, og bring det i kog. Form boller med en spiseske – dyp skeen i det varme vand, inden du former den næste bolle. Kog bollerne 8-10 minutter, til de føles faste. Tag dem op med en hulske, og læg dem i et fad.
Brun løget til sovsen i olie i en gryde. Tilsæt porre. Tilsæt karry under bruningen. Tilsæt æbleterninger. Tilsæt bouillon og mælk. Kog sovsen igennem, og jævn den med meljævning. Smag til med salt og peber.
Kom kødbollerne i sovsen og varm dem igennem.
Spis ris eller bulgur og masser af sauteret spidskål (se næste side) til klunkegryden.
Ingredienser (4 personer):
Kødboller
500 g magert svinekød eller hakket kalv/flæsk
Ca. 1 dl mel
Ca. 2 dl væske (vand, bouillon eller m.lk)
1 æg
1 finthakket løg
150 g fintrevne gulerødder (2-3 stk.)
Salt og friskkværnet peber
Sovs
1 finthakket løg
1 spsk. olie
1 porre, i tynde skiver
1-3 tsk. karry
1 æble, skrællet og skåret i små terninger
6 dl bouillon
2 dl mælk
1 spsk. mel og lidt mælk til meljævning
Salt og friskkværnet peber
Mangler du mere inspiration, så få fat i de Rigtige Mænds kogebøger.
Dér finder du nemlig masser af herrego' mad til rigtige mænd!